Sprogforklaring:

Skånsk historie 

HARALD SKRENG – SKÅNE 1182-1183

 
Af Knud J. Holdt
 
Interessen for Skåne kan føre én ad forunderlige veje.
 
Her først i september måned 2006 blev jeg bedt om at svare på noget, jeg ikke tidligere havde tænkt over, nemlig: Hvad betyder tilnavnet til den Harald, som i årene 1182-1183, nedkommen fra Sverrig, forsøgte at blive konge i Skåne?

Hændelserne i disse de første år af kong Knud 6.s regeringstid omtales i Saxos danmarkshistorie, dog uden at nævnte Harald her tildeles noget til- eller øgenavn. Senere blev denne Harald – for at adskille ham fra andre med samme navn – kendt som Harald Skreng.

Hvad betyder Skreng?, blev jeg spurgt af en historiekyndig skåning, som mente, at jeg måtte være den rette at spørge. Det var jeg ikke i første omgang, idet jeg ikke havde noget svar på rede hånd.

Men spørgsmålet fik konsekvenser. Jeg har således gennem de seneste uger gravet lidt i historien om Harald Skreng og forsøgt at finde en rimelig "oversættelse" af tilnavnet Skreng.

Dette problem er der muligvis ikke så mange ud over spørgeren og jeg selv, der finder interessant; men for at spare andre potentielt interesserede for besværet med at fundere unødigt over, hvad tilnavnet Skreng betyder, hvorfor Harald fik dette øgenavn, og hvem der kan tænkes at have givet ham det, vil jeg i det følgende gengive det svar, jeg nu har sendt til den skånske historiker.

Hvis emnet anses for irrelevant for modtageren af nærværende redegørelse, kan han med fordel stoppe her i læsningen, springe mellemregningerne over og nøjes med nederst i teksten at læse de konkluderende bemærkninger.

Der følger nemlig nu en del sproglige detaljer, som er nødvendige for argumentationen.

 
 

PRÆSENTATION AF EMNET

 
I året 1182, kort efter kong Valdemar Knudsøns død, optræder der en fra Sverrig hidkaldt leder for de skånske bondekrigere ved navn Harald.

I Saxos danmarkshistorie (Gesta Danorum) figurerer han uden tilnavn, men Jørgen Olrik oplyser i sin oversættelse af dette værk i en note, at Harald i nogle årbøger tildeles tilnavnet Skreng, som Jørgen Olrik oversætter med "tynd".

Se side 413 in: Sakses Danesaga, III-IV, v/ Jørgen Olrik, 2. udg., G.E.C. Gad, København, 1925.

I det følgende skal der ikke gås i dybden med, hvem Harald Skreng var som historisk person, men fortrinsvis kastes lys over, hvad hans tilnavn (øgenavn) kan betyde, og hvorfor han mon fik det og af hvem.

Hans kaldenavn, Harald, er et meget gammelt herskernavn, der har sin rod i urnordisk (før år 600 e. Kr.) *harjawaldaR med betydningen "hær-hersker", dvs. den øverstbefalende for hæren e.l.

Tilnavnet Skreng, som Jørgen Olriks lakonisk oversætter med "tynd", viser sig ved nærmere undersøgelse at kunne indeholde en hel del andre betydninger, som kan medvirke til at sætte personen Harald Skreng i perspektiv.

SPROGLIG RUNDREJSE

 

Når man skal endevende et ord og dets betydning, kan udgangspunktet tages flere steder. I nærværende redegørelse vil startpunktet være etymologien, og derefter følger en gennemgang af de mange beslægtede ord, der kan spille med i tolkningen af substantivet "skreng".

Første konsultation er:
Dansk Etymologisk Ordbog, v/ Niels Åge Nielsen, Gyldendal, København, 1997 (1966).

Her oplyses det (side 353), at den indoeuropæiske ordrod *(s)ker betyder "dreje, bøje". Denne rod lyder i udvidet form *(s)kreng, og den ligger til grund for ord som "rynke, ring, krone (corona)" osv.

Det er betydningen "rynke" (fællesgermansk *hrunkwian), der er relevant her. Dette ord hænger sammen med ordet "(ind)skrænke", sml. oldengelsk scrincan, "trække sig sammen, visne" (engelsk shrink).

STORE ORDBØGER

Næste værk i undersøgelsen er: Ordbog over det danske Sprog, bind 19, København, 1940.

Her finder man en del opslag, som yderligere kan belyse emnet, f.eks. adjektivet skrunken (spalte 984), der betyder "rynket, indskrumpet". Desuden ordet skranglet (svensk: skranglig) (spalte 819) med betydningen "mager, ranglet" og i overført betydning "holdningsløs, slap". Skranglet kan bygge på et oprindeligt lydord.

På ældre dansk kunne skrinkelben betyde "krogbenet", sml. færøsk skrinkl (substantiv) "leddeløs, brøstfældig person".

På ældre engelsk betød adjektivet shrank "visnet, indtørret" og verbet shrench "få til at skrumpe ind, visne ved varme".

NORD-VEJEN

 
Undersøgelsen er nu kommet i gang; men er det hidtil fundne særligt brugbart til belysning af Harald Skrengs tilnavn?: Harald den "indskrumpede, visne, runkne, tynde, leddeløse, krogbenede" osv.?

Måske kan det gamle norrøne sprog (islandsk, oldnordisk, oldnorsk) hjælpe videre på vej?

Første station er:
An Icelandic-English Dictionary, The Clarendon Press, Oxford, Second Edition, 1969 (1874).
Her læser man (side 557), at det islandske adjektiv skringi-ligr betyder "strange, grotesque".

Samme oversættelse findes i den islandsk-svenske ordbog:
Íslenzk-sænsk orðabók (3. udgave), v/ Gunnar Leijström, Jón Magnússon, Sven B.F. Jansson, AB Rabén & Sjögren Bokförlag, 1972.
Her findes to opslag, nemlig 1) skringilegur ("underlig, löjlig") og 2) skringilæti ("löjliga åtbörder").

Identisk oversættelse i:
Gamalnorsk Ordbok, v/ Leiv Heggstad, Det Norske Samlaget, 1958 (1909, v/ M. Hægstad).
Her oversættes (side 613) skringiligr med "underleg, løgleg".

Og endelig en ældre islandsk-engelsk ordbog:
Íslenzk-ensk orðabók, v/ G.T. Zoëga, Reykjavik, 1922.
Her oversættes skringilegur med "droll, funny, strange" (droll betyder "morsom, komisk, pudsig, løjerlig").

Efter denne udflugt i det norrøne sprog med særligt henblik på betydningen af ordet "skringi" begynder der at tegne sig et billede af, at tilnavnet til Harald, altså "skreng", sandsynligvis har en stærkt nedsættende (pejorativ) betydning, altså skal forstås som et smædenavn, og ikke kun hentyder til, at han var tynd af vækst eller havde rynket hud.

Det vil derfor være af værdi her at inddrage Saxos beretning om Harald under skærmydslerne i Skåne i 1182-1183.


OVERSÆTTELSE 2000

 

Den nyeste, tekstkritisk funderede, oversættelse af Saxo til dansk er:
Saxos Danmarks Historie, oversat af Peter Zeeberg, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Gads Forlag, København, 2000, ISBN 87 12 03498 3. 904 s.

I bog 15 og 16 hos Saxo omtales opstanden i Skåne i Valdemar Knudsøns sidste regeringstid og de genopblussede uroligheder i Knud Valdemarsøns første regeringsår (1182-1183).

Om Haralds rolle i 1182-1183 hedder det i Peter Zeebergs oversættelse:

16.1.3 (side 846): "Og oprørets hovedmænd, som under de forgående optøjer havde fået at mærke at man ikke kom nogen vegne med et oprør uden en leder, tilkaldte oppe fra Sverige en mand ved navn Harald, der var af kongelig afstamning, men både småt begavet og talehæmmet – kort sagt: aldeles uegnet til at være konge eftersom den fine afstamning var den eneste kvalifikation han var udstyret med, såvel fra naturens som skæbnens side. Så det er ikke til at sige hvem der burde skamme sig mest: Sverige, der sendte sådan en person, eller Skåne, der tog imod ham.".

Efter Slaget ved Lomme Å og Haralds flugt tilbage til Sverrig hedder det videre hos Saxo om domfældelsen af Harald på landstinget i Lund:

16.1.8 (side 847 f.): "Hvad Harald angår, hjalp det ham ikke at han ikke var til stede: stormændene dømte ham alligevel. Jeg vil næsten sige at skåningerne straffede ham dobbelt, først med våben, og derpå med dom. Og i hans tilfælde kan det være svært at afgøre om sværdet eller domfældelsen gav den hårdeste straf.".

OVERSÆTTELSE 1925

 
For variationens skyld bringes her en ældre oversættelse af samme passager hos Saxo:
Sakses Danesaga, III-IV, v/ Jørgen Olrik, 2. udg., G.E.C. Gad, København, 1925.

Side 412-413: "… og Opstandens Hovedmænd, der under det forrige Røre havde faaet at føle, at ilde strider hovedløs Hær, indkaldte derfor Harald fra Sverige, der vel var af Kongeblod 2), men taabelig af Sind og stam i sin Tale, og i det hele aldeles uduelig til Konge; ti bortset fra hans høje Byrd (side 412 skift til side 413) var der ikke det mindste hverken ved ham selv eller hans Lykke, der var værd at rose. Derfor er det ej godt at afgøre, om Sverige havde størst Skam af at sende eller Skaane af at modtage saadan en Mandsling 1).".
==
2) (side 412): "Han var rimeligvis en Søn af Erik Lams Modkonge Olaf, Harald Kesjes Søn (se S. 96. 104 ff.). ".
1) (side 413): "Ifølge nogle Aarbøger havde han Tilnavnet Skreng (tynd).".

Videre (side 414): "… og Harald flygtede tilbage til Sverige, med samt Aage, Ophavsmanden til hans Tronkrav.".

Og dernæst (side 414 f.): "Hvad Harald angaar, da hjalp det ham lidet, at han ej var paa Tinge: han blev dog domfældt af de store og fik saaledes paa en Maade dobbelt Straf af Skaaningerne, først ved Vaabendyst og siden ved Lov og Dom; og det er ej godt at afgøre, om det gik ham værst i Kamp eller paa Tinge.".


OVERSÆTTELSE 1975

 
En tredje oversættelse:
Saxo Grammaticus: Danmarks Krønike. Oversat af Fr. Winkel Horn, 1. del, København, 1975.

Side 314: "Hovedmændene for Opstanden (…) indkaldte nu fra Sverige en Mand ved Navn Harald, der vel var af kongelig Blod, men baade sløv og daarlig skaaren for Tungebaandet og i det hele taget ganske uskikket til at være Konge, eftersom Naturen eller Lykken i ingen Henseende havde skjænket ham noget Fortrin med Undtagelse af hans fornemme Herkomst, saa jeg skal lade det være usagt, om Svenskerne havde størst Skam af at sende saadan en Mand eller Skaaningerne af at tage imod ham.".

Side 314: "… flyede Harald hjem til Sverige tillige med Aage, der havde faaet ham til at tragte efter Kronen.".

KARAKTERISTIK AF HARALD

 
Af de ovenstående oversættelser fremgår det, at Harald Skreng var:

P. Zeeberg (2000):
"… småt begavet og talehæmmet – kort sagt: aldeles uegnet til at være konge eftersom den fine afstamning var den eneste kvalifikation han var udstyret med, såvel fra naturens som skæbnens side.".

F.W. Horn (1975):
"… baade sløv og daarlig skaaren for Tungebaandet og i det hele taget ganske uskikket til at være Konge, eftersom Naturen eller Lykken i ingen Henseende havde skjænket ham noget Fortrin med Undtagelse af hans fornemme Herkomst …".

J. Olrik (1925):
"… taabelig af Sind og stam i sin Tale, og i det hele aldeles uduelig til Konge; ti bortset fra hans høje Byrd var der ikke det mindste hverken ved ham selv eller hans Lykke, der var værd at rose. Derfor er det ej godt at afgøre, om Sverige havde størst Skam af at sende eller Skaane af at modtage saadan en Mandsling.".

Denne karakteristik af Harald (Skreng) kan man naturligvis vælge at kalde skribentens (Saxos) fordom. Ikke desto mindre belyser Saxos ord, hvordan man rimeligvis skal forstå øgenavnet Skreng, nemlig som et smædenavn.

Meget tyder på, at betydningen af "skreng" nærmer sig, hvad islandsk skringiligr betyder, nemlig "underlig, mærkelig, grotesk, barok, komisk, løjerlig, pudsig".

Saxo, tekst:

http://www.kb.dk/elib/lit/dan/saxo/lat/or.dsr/ (Saxo Grammaticus, latinsk tekst)
http://www.heimskringla.no/dansk/SAXO/knuddensjette.php (oversættelse til dansk af Saxos 16. bog: Knud 6.s tid)

SKRENG, SKRÆNG, SKRÆNK

 
Tilnavnet Skreng skrives undertiden Skræng, men også Skrænk. Sidstnævnte form bruger Hans Olrik in: Dansk Biografisk Lexikon, bind 7., side 77 (http://runeberg.org/dbl/7/0079.html), hvor han skriver om "Harald Skrænk" og dennes optræden på den skånske scene i årene 1182-1183. Hans Olrik tolker tilnavnet "skrænk" som "bag, bagdel" og skriver: "Øgenavnet "Skrænk" (>: Bag) synes at have været en lidet høvisk, men vel fortjent Spot over hans snarlige Flugt.".

Det er uforståeligt, hvorfor Hans Olrik oversætter "skreng" med "bag(del)"!

Lidt om Harald Skrænk:
http://www.kongernesjelling.dk/kongeraekken/knud4_den_sjette.htm (Knud 6.s tid)
http://www.roskildehistorie.dk/stamtavler/konger/2_Estridsoenner/Ejegod.htm (Egod-slægten)

Undersøgelsen har indtil nu åbnet for en tolkning af tilnavnet til Harald som et smædenavn (øgenavn), og for at afprøve denne tolkning, går turen nu igen til det norrøne.


FEM ORDBØGER

 
Første stop:
Altnordisches etymologisches Wörterbuch, v/ Jan de Vries, E.J. Brill, Leiden, 1961.
Her forklares etymologien (side 504) for adjektivet skringiligr, der oversættes "lächerlich".

Andet stop:
Etymologisk ordbog over det norrøne sprog på Shetland, v/ Jakob Jakobsen, Kbh, 1921.
På Shetland brugte man før i tiden (side 764) ordet skrinkel i betydningen "trold, spøgelse" ("hvormed man truer uartige børn, især ved juletid"). Særlig brugt i sammensætningen jølskrinkel med betydningen "jule-spøgelse". Jakob Jakobsen mener, at shetlandsk skrinkel kan være en afledning af islandsk/oldnordisk skringi, (substantiv i neutrum): "uhyre".

Tredje stop:
Islandsk-Dansk Ordbog, v/ Sigfús Blöndal, Reykjavik (København, Kristiania), 1920-1924.
Her oversættes (side 742) skringi (n) med "usædvanlig Ting, Vanskabning, Uhyre". Når noget står i et komisk lys, kaldes dette skringiljós (n), og en skringimaður (m) er en "Original". Ordet skringisögn (f) betyder "morsom Anekdote".

Fjerde stop:
Islandsk-Dansk Ordbog Supplement (Viðbætir), v/ Sigfús Blöndal, Reykjavik, 1963.
Her suppleres der (side 146) med ordet skringibragð (n) "pudsighed, løjerlighed", skringiyrði (n) "pudsigt, naragtigt ord" og skringiklausa (f) "vittighed, anekdote".

Femte stop:
Íslenzk orðabók (handa skólum och almenningi), Reykjavik, 1963.
Dette er en slags synonymordbog eller ordforklaring til skolebrug for islandsksprogede.

På side 604 forklares substantivet skringi således: "skrytilegur, sjaldgæfur hlutur, vanskapningur, ófreskja".

Oversættelsen af disse synonymer lyder:
-skrytilegur: løjerlig, underlig, pudsig
-sjaldgæfur hlutur: sjælden ting
-vanskapningur: misfoster
-ófreskja: uhyre

Adjektivet skringilegur (side 604) forklares med synonymerne: "kynlegur, skrýtinn, broslegur, spaugilegur".

Oversættelsen af disse synonymer lyder:
-kynlegur: underlig, sær
-skrýtinn: løjerlig, underlig, interessant, sjov (sml. skrytilegur)
-broslegur: komisk (brosa: smile; bros: smil)
-spaugilegur: løjerlig, pudsig, morsom (til grin) (spaug, n: spøg, skæmt)

Ordet skringilyrði (side 604) er synonymt med kringilyrði (n, plur): "pudsige ord, sjove vendinger".


SMÆDENAVN

Betydningen af skreng (skringi) svinger nu efter disse forklaringer mellem
1) "latterlig, usædvanlig person (original), komisk figur, sær og underlig størrelse"
og
2) "uhyre, trold, vanskabning, misfoster".

Selv om man naturligvis ikke kan vide, om de her opregnede nordatlantiske betydninger alle spillede med, når en person inden for det danske sprogområde fik tilnavnet Skreng omkring år 1200, kan det dog være nyttigt at have dem i baghovedet.

Sammenlagt synes de nemlig at pege på, at tilnavnet Skreng til Harald ikke var pænt ment, og at det var et øgenavn i betydningen smædenavn med et stærkt nedsættende (pejorativt) indhold.

Jørgen Olrik tolkede tilnavnet Skreng som "tynd", mens Hans Olrik mente, det betød "bag(del)". Mens den første tolkning har rod i ordets etymologi, er det umuligt at forklare, hvordan Hans Olrik kommer frem til den sidstnævnte betydning.

Nærværende undersøgelse er nået frem til, at betydningen af navnet Harald Skreng skal findes blandt følgende muligheder eller i en kombination af disse:

1) Harald den Indskrænkede (Runkne Harald)
2) Harald Leddeløs (Krogbenede Harald)
3) Harald Mærkelig (Løjerlige Harald)
4) Harald Latterlig (Komiske Harald)
5) Harald Misfoster (Vanskabningen, Uhyret Harald)

De norrøne betydninger, som er blevet inddraget i ovenstående argumentation, er jo i øvrigt i fin overensstemmelse med beskrivelsen af Harald hos Saxo, så øgenavnet (smædenavnet) Skreng synes at være bragt i omløb med udgangspunkt i den samme politiske bedømmelse af Harald, som findes i Saxos ordvalg – måske formidlet af en islandsk skjald på besøg i Danmark.
==

Knud J. Holdt, 27. september 2006
Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Kultur og Historie. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s