Pinsen, kirkens fødselsdag:

50 dage efter opstandelsen

10 dage efter Kristi Himmelfart

Pinsen står for viderebringelse af budskabet

Disciplene talte i tunger og forstod hinanden og viderebragte budskabet. – Det er spørgsmålet, om vi i dag i en moderne global tid taler sammen og forstår hinanden, og viderebringes, lever budskabet, og er det aktuelt?
Det er det i allerhøjeste grad, fremgår det af en aktuel leder offentliggjort i Fyens Stiftstidende pinsedag, den 27. maj 2007:
 

Kirkens fødselsdag

Pinsen er kirkens tredje store fest – og den mest oversete. Julens budskab er umiddelbart tilgængeligt, påskens delvist. Men pinsens? At Helligånden, sandhedens ånd, kom til verden og nu er en del af den treenige Gud, som kirken bekender sig til, siger næppe ret mange ret meget. Så når klokkerne ikke ringer, men kimer i dag, er der flere på vej ud i naturen end ind i kirken.

NU ER PINSEN imidlertid ikke bare en fest for den vanskeligt forståelige Helligånd, men også for kirken selv. Pinsedag er nemlig kirkens fødselsdag, fordi det var på den dag, den kristne kirke blev til.

I Apostlenes Gerninger fortælles, at da disciplene var samlet på den 50. dag efter påsken – det er i dag – fyldtes de af Helligånden og begyndte at tale i tunger, så alle de fremmødte kunne høre dem tale om "Guds storværk" på deres egne tungemål.

OGSÅ I DAG er det kirkens opgave at tale om Gud, så mennesker forstår det. Men lykkes det?

I hvert fald kan det på kirkens fødselsdag konstateres, at interessen for "det med Gud" er stor. Der kommer nok ikke en henvisning til Europas kristne kulturarv i den nye forfatning. Men Anders Fogh Rasmussens kamp for at få troen ud af det offentlige rum har han på forhånd tabt. Aldrig har religion fyldt så meget i det offentlige rum som nu!

DET HÆNGER SAMMEN med, at globaliseringen på godt og ondt er over os.

I den store verden er Gud ikke henvist til en enklave, der kun må være til stede i lukkede rum. Fra Østen kommer strømme, som taler om selvudvikling, sjælen og dens vandring, fra den arabiske verden provokationer om en gudsstat, regeret efter religiøse love, og fra Amerika en forkyndelse af, at vi skal have Gud med os overalt. Ikke noget sted er Gud en privat sag.

DET UDFORDRER naturligvis folkekirken og præger den kirkelige debat. Folkekirken er af tradition og med sin statslige struktur temmelig gangbesværet, blandt andet fordi konservative kræfter – læs Tidehverv – netop i disse år har stor indflydelse.

Men noget sker der, trods alt. Folkekirken har altid formået at tilpasse sig, somme tider for meget. Den føjede sig under enevælden, og den føjer sig under folkestyret, ja har ligefrem udviklet en velfærdsteologi. Staten tager sig af de sociale opgaver, og kirken får gode økonomiske kår mod til gengæld at underordne sig staten og holde kæft om politik.

Det er ligefrem blevet et lammende dogme, at kirken ikke må mene noget. Når nogle præster af samvittighedsgrunde alligevel gør det og taler nogle asylsøgeres sag, er det typisk ikke sagen, der diskuteres, men om præster har lov til at mene noget.

HVAD SKAL man så ønske for kirken på dens fødselsdag?

Først og fremmest, at den må få ånd og kraft til at forkynde sit budskab om "Guds storværk" på nutidens tungemål. Men også, at den får større selvstændighed end i dag – for bedre at kunne tage tidens udfordringer op, ligegyldigt fra hvilket verdenshjørne de kommer.

 
 
Glædelig pinse!
Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Året, Livet og Traditionerne. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s