Septembervers:

Septemberhimmel og en lod af din jord 

Septembers himmel er så blå

Tekst: Alex Garff, 1949
Melodi: Otto Mortensen, 1949

Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande fo’r,
med sol på sine vinger.

Der er en søndagsstille ro
imellem træ’r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs,
der lyser solskinsgule.

Hver stubbet mark, vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn står rød og slåen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rigt er årets sidste flor:
oktobers offergave.

De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste.
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.

At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.

 
Lyt til stemningen her:
 
 

Du gav mig, o Herre, en lod af din jord

Melodi: Knud Jeppesen 1951
Tekst: Carl Reinhold Sundell 1934
Oversættelse: Karl Laurids Aastrup 1945
 
Du gav mig, o Herre, en lod af din jord,
som jeg nu min egen må kalde.
Du gav mig et dagværk og brød til mit bord.
Her lever jeg trygt på dit mægtige ord,
der taler til mig som til alle.
Her bygtes mit bo,
her nyder jeg ro
og kan dig med glæde påkalde.
 
Af henfarne slægter jeg arved den vang,
hvis muld jeg for udsæd nu pløjer.
Her rydded de marken for stene engang
og dyrked den siden med suk eller sang.
Nu, Herre, for dig jeg mig bøjer:
den mark, som blev min,
var altid dog din.
Min tanke til dig jeg ophøjer.
 
Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,
frimodigt som fuglen i skove,
og takke for regnen, som vander mit land,
for solskin og varme i sommerens brand,
for avl i min lade dig love.
Hvad magted jeg vel,
om du ej gav held?
Det vokser jo, medens vi sove.
 
Så lær mig da, Herre, at dig til behag
jeg bruger det pund, mig blev givet,
at fylde med hæderligt virke min dag,
at hjælpe og værne om den, som er svag,
at elske, thi deri er livet.
Og giv mig til sidst
et navn, Herre Krist,
som er i din livsbog indskrevet!

Hør melodien her:
 
 

Det lysner over agres felt

Melodi: Harald Balslev 1922
Tekst: Ludvig Holstein 1915
 
Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle. –
 
Velkommen i vor grønsværsstol
Blandt grøftens brombærranker!
O, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker!
 
Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alléens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde.
 
Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten, som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.
 
Og bag mig, sol, og blød mig, regn!
Jeg plikker mine nødder
og trasker langs et brombærhegn
med plovmuld under fødder.
 
Og det er al den jord, jeg har,
og alt, hvad jeg begærer.
Jeg håber, det går an jeg ta’r,
hvad mine såler bærer.
 
Lidt melodi her:
 
Almindingen ved Springbakkevejen nær Ekkodalen
på Bornholm medio september 2007
Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ord og Vers. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s