En tidlig vinter:

Foråret så sagte kommer

Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smeltes ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted der i fjor.

På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler,
i denne fjendske zone
forgår min anemone;
jeg ser den aldrig mer.

Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.

Hvad er dog det der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
der smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte:”Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden”, da jeg sad
i vintrens grumme done. (fælde)
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad.

For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den lar mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din Skaber stor!”

Kaj Munk. Sidste digte. Samlerens forlag, 1945

Gengivet her til minde og erindring om Mette Munch
4. marts 1950 – 27. november 2007

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ord og Vers. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s