Solen og Lunds Domkirke:

Ærkebiskop Asser indviede alter og kryptkirke den 30. juni 1123

 
 Af redaktør Jan Eskildsen, Sandvig

I 1946 holdt svenskeren Hans Erlandsson en forelæsning for medlemmer af Samfundet för Astronomisk Historieforskning i Lunds observatorium, hvor han beskæftigede sig med Lunds domkirkes geografiske orientering.

De fleste kirker ligger placeret på en øst-vest linje med tårnet mod vest og koret med alteret mod øst, men det gælder ikke Lunds Domkirke. Den var under opførelse, eller dens forgænger var, da Knud IV den Hellige i et gavebrev i 1085 gav kirken en del jord, hvilket skete med disse ord:
»Vi ønsker, det skal være vitterligt for alle kristne, hvorledes jeg Knud den fjerde, kong Magnus’ søn, efter at have overtaget riget som arv fra min fader, har doneret St. Laurentii Kirke, som ligger i Lund – endskønt den endnu ikke er fuldført – for at den til evig tid kan være en brud for det lam, som bærer verdens synd.« og så videre.
Ærkebiskop Asser indviede alter og kryptkirken den 30. juni 1123; og han indviede den 22. juni 1126 alteret til venstre i kryptkirken, og den 11. januar 1131 indviede han det højre alter i kryptkirken. Endelig indviede ærkebiskop Eskil i 1145 Lunds Domkirke i sin helhed.

Astronomisk fundering?

Erlandsson indledte med at fortælle om astronomen Sir J. Norman Lockyers arbejde – og dennes opfattelse af, at alle store templer i Egypten er funderet på astronomisk basis.
J. Norman Lockyer havde den opfattelse, at fastlæggelsen af templets retning var en meget vigtig opgave, og at templerne blev bygget, så deres længdelinje vendte mod solopgangen eller solnedgangen. De kunne også vende mod det punkt, hvor en stjerne »steg op« eller »gik ned«.
Længe før Erlandssons forelæsning og Lockyers bøger havde Heinrich Brugsch vist, at mange detaljer i Denderah templet i Egypten reproducerede astronomiske figurer, ligesom han redegjorde for hieroglyffernes beskrivelse af planeterne og stjernetegnene.
Parthenon i Athen blev ikke placeret præcis øst-vest men i retningen 16 grader nord-øst, mens Pallas Athenes øjne var rettet mod Pleiaderne, og hvor midsommersolen steg op. Det største kristne tempel, Skt. Peters Kirken i Rom, åbner sine fem porte mod øst, mens kor og apsis vender mod vest, hvilket er i modsætning til flertallet af kristne kirker.

Værnehelgener

I den tidlige kristendom havde kirker altid en værnehelgen, den mest almindelige var Skt. Maria, men de blev også indviet til Skt. Peter, Skt. Johannes eller en af de andre helgener. Skt. Laurentius var som nævnt valgt som værnehelgen for Lunds Domkirke, og i de senere århundreder blev hans navn vigtigere end Skt. Maria. Han er værnehelgen for mange kirker. Hvorfor vender jeg tilbage til i et kommende Synspunkt.
Før den hellige jomfru Maria fik sin ophøjede status, og før de nordiske guder gjorde deres indtog, var der tradition for tilbedelse af den guddommelige moder Isis.
Sammen med guden Osiris havde hun barnet Horus, identificeret ved faraoen, der også var søn af solguden Ra og legemliggjorde solens livgivende kraft. Isis er ofte afbildet sammen med Horus.
Tilsvarende er Maria ofte afbildet sammen med Jesusbarnet på lignende måde, eventuelt omgivet af apostlene eller andre vigtige personer. Den parisiske Notre Dame (vor frue) kirke skulle ifølge flere kilder være opført på et sted, hvor der i romansk tid lå et tempel for Isis. På dens nordportal er Maria også gengivet, dog ikke omgivet af hellige personer, men af stjernetegn.

Lund Domkirkes placering og solen

 
Når vi ser på Lund Domkirkes indvielsesritual fra den 1. september 1145 er Maria det første navn, vi skal interessere os for, og så melder spørgsmålet sig: Hvad betyder orienteringen af Lunds Domkirke?
Erlandsson forestillede sig, at en kreds af personer på en klar aften i august i et år mellem 1080 og 1085 havde forsamlet sig om biskop Ricval på den jord, som Knud IV den Hellige havde doneret til kirkens grundlæggelse.
Rikval (Ricval er Erlandssons stavemåde) blev udnævnt til biskop i Lund af Svend Estridsen i 1072, og den samme konge stod sandsynligvis bag opførelsen af den første kirke på stedet.
På det tidspunkt, da den røde sol rørte horisonten ved solnedgang, blev et kors placeret på det sted, hvor det fremtidige alter skulle rejses. På linje med det første kors og solen, placerede de et andet kors, hvorved de fastlagde kirkens hovedretning. Den første kirke med længdeaksen 17 grader 40′ mod nord-vest var ikke den endelige, som det også fremgik af Necrologium Lundense, påpegede Erlandsson.
Solen har ifølge fil.kand. Lone Mogensen fra Lund kunnet lyse ind ad østvinduet i kryptens længderetning øst-vest – lige efter, at solen er stået op, hvilket ikke kan ses i dag, da der er kommet nogle høje i huse i vejen.
Datoen, hvor dette sker (plus-minus to-tre dage), passer dog ikke med nogen helgener eller helligdage. Derimod passer det, når solen går ned i vest. Hele kryptens længdeakse øst-vest har peget på den nedgående sol den 22. august omkring år 1100.
Erlandsson nåede sammen med en bekendt frem til, at den oprindelige St. Knuds Kirke lå, så den pegede mod solnedgang på datoen den 22. august 1085 (17 grader 54′) og netop den dag er nævnt i Necrologium Lundense som en festdag for jomfru Maria.
Man kunne forestille sig en aften ved ottetiden (sommertid), hvor himlen er absolut knaldblå, mente han. Krypten var mere eller mindre færdig. Forhallen mellem tårnene var også færdige. Det midterste af kirken var endnu slet ikke klart, der var ikke engang noget tag.
Foran vestindgangen er der ingen huse, og solen kunne lyse direkte ind i den nye forhal, hvor Jætten Finn står sammen med sin kone som Jakin og Boas ved hver sin tre meter høje søjle og vogter indgangen til det hellige.
Erlandsson fortalte også om den hellige Skt. Hans Kilde nord for kirken, en kilde som arkitekt Donatus ledte ind i kirkens krypt, der blev indviet til Skt. Hans.
Erlandsson var ikke i tvivl om, at kirken var placeret således, at den pegede mod et bestemt sted i horisonten, og at kirkens placering i øvrigt kunne ses i sammenhæng med to solbjerge i Lund.
I slutningen af 1800-tallet gennemførtes en omfattende renovering af kirken, og vestfacaden blev planlagt af Hugo Zettervall. I midten af april når solen bevæger sig nordpå, og i slutningen af august, når solen bevæger sig mod jævndøgn, kan der i en uges tid ses »en vidunderlig effekt« i apsishvælvet, fortalte Erlandsson.
Om aftenen ved 19-tiden går solens stråler gennem de tre midtervinduer i kirkens vestvendte facade og langs med længdeaksen mod Joakim Skovgårds mosaik med Kristus-figuren. Her giver de sidste stråler en dyb rosa kulør af sjælden skønhed på Herrens knæ.

Østerlars og Vesterlars

 
I Danmark var der også et livligt kirkebyggeri i middelalderen. Baggrunden for de mange landsbykirker er af Brian Patrick McGuire forklaret med, at Det fjerde Laterankoncil, der var et stormøde for hele Vestkirken i Rom (i 1215), besluttede, at alle kristne skulle til alters en gang om året – efter først at have skriftet deres synder.
Gudstjenesten og sakramenterne skulle med andre ord være tilgængelige for så mange mennesker som muligt: »Gennemførelsen af denne beslutning krævede, at der blev opført sognekirker inden for rækkevidde af alle de døbte. Resultatet kan den dag i dag ses i Danmark, hvor næsten alle vore landsbykirker er efterkommere af de stenbygninger, der blev rejst i højmiddelalderen«.
Således også på Bornholm, hvor der findes både Østermarie og Vestermarie kirker, mens der kun er en Østerlars, ikke en Vesterlars. Dog er det ingen nyhed, at Vesterlars af nogle er anset for at være Lunds Domkirke, som var anlagt og indviet nogle få år før Østerlars.
I bogen Bornholms Gamle Kirker (af Ann Vibeke Knudsen) kan man læse, at Østerlars kirker menes opført cirka 1150-60, herunder Østerlars. Som det fremgår af foranstående, har dette i så fald været ganske få år efter indvielsen af Lunds Domkirke. Også her spiller solen en rolle, idet dens første stråler ved midsommer også gennem et glughul på Østerlars Kirke.
Dette giver anledning til at nærlæse Knud den Helliges gavebrev af 1085. Heri står »Den hellige Pauls anmindelse og indvielsen af alteret og krypten i Skt. Laurentii Kirke i Lund, der skete ved den ærværdige Asser, samme hellige Lundekirkes og alle Daners første ærkebiskop, år 1123 efter Herrens menneskevorden, i den I. indiktion og i herr Assers 34. bispeår til ære for den hellige Johannes Døberen og for alle patriarker og profeter, idet hellige relikvier blev nedlagt.«.
»Til ære for den hellige Johannes Døberen«. Solen skinner på kildebrønden i Lunds Domkirke ved Skt. Hans til ære for ham. Ved samme tid skinner den ind ad et glughul i Østerlars Kirke, og det er vel tænkeligt, at dette også skal være Johannes Døberen til minde og ære.

         

Artiklen har været offentliggjort i Bornholms Tidende onsdag 19. december 2007.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Kultur og Historie. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s