Bornholms Nationalsang:

 Bornholm, du prude vikingmø

Bornholm, du prude Vikingmø
med Sagnets gyldne Spang,
du Moderskød i stormig Sø,
vort Frændehjem, vor Fødeø,
vor Øjesten, vor Odelsvang,
dig vies denne Sang.

Hvor er du dejlig, som du staar
med højhvalt Klippebarm,
i Skrud, hvis Fold som Voven gaar,
med Granenaale i dit Haar
og Lyngblomst-Krans om Hals og Arm,
saa rank og rig og varm.

Hvo fik en Lod i Guds Natur
mer værd at glædes ved?
Her gaber Kløft bag Klintens Mur,
hist fyger Sand og knejser Ur,
mens Eng og Ager bølger fed
om Lundens Grønsværbed.

Og Strøm paa Strøm igennem Dal
med viltre Krumspring gaar,
paa hver en Brink og Aabred smal
der grønnes lys og sommersval
en Løvhal, i hvis Skjul om Vaar
den ømme Fjælstavn slaar.

I denne Hygge færdes end
en Slægt af nordisk Kuld;
der vokser Svende op til Mænd
med Ild i Hu og Marv i Lænd;
der gemmer Pigelæben huld
paa Modersmaalets Guld.

Og her i Løn fandt Frihed Ly,
da fredløs om den drog;
selv Lyn fra Pavevældens Sky,
som tugted’ Land og tæmmed’ By,
kun sjælden hid en Omvej tog
og Skræk i Sjæle jog.

End mindre gøs vor Bondemand
for Ladefogdens Stok,
men dyrked’ sine Tønder Land
som fri og frels i Herrestand,
og frifødt var hans Børneflok –.
Det saa, det ser man nok.

Se, derfor nu vi stande maa
som Stammens friske Skud,
som Frimands Afkom bør vi slaa
vort Slag for Lysets Sejr og gaa
med Blik paa Sagas Skjold forud
i Tidens Bølgebrud.
                  
Tekst: Lucianus Kofod 1871 – Melodi: J. Gläser 1880